Billede af Carsten Bach Nielsen som læser op af sin nye bog Borgmesteren - Rettidig omhu.

Nibe Avis skriver …

Nibe avis skriver i anledning af udgivelsen af et par lokalhistoriske artikler følgende på deres forside.

To centrale og meget lokale figurer danner centrum i hver sin nye bog, der behandler både personerne og den lokale historie i hhv. Nibe og Sebbersund.

Ny bog om PalleKristian

7. november udkommer Dorte Elkjær-Gregersen med sin fjerde bog. Endnu en gang har forfatteren kastet sig over historien om en fascinerende original fra Nibe-området
Der findes gode historier overalt omkring os, vi skal bare lytte efter. Det mener forfatteren til bogen PalleKristian – en himmerlandssærling. Dorte Elkjær-Gregersen har skrevet historien om originalen fra Sebbersund, som mange stadig kender historierne om.

Borgmesteren - rettidig omhu

Efter gennem flere år at have studeret perioden 1870 til 1880 i Nibe, hvor den første kongeligt udnævnte borgmester hed Christian Preetzmann, har Carsten Bach Nielsen, Klarup, skrevet en dokumentarisk roman, som behandler dels borgmester Preetzmann og dels samfundet i Nibe i den periode, han var borgmester.
Den nye bog udkommer 8. november.
Forfatteren Carsten Bach Nielsen er velkendt i vort lokalområde, idet han stammer fra Nyrup Mark ved Sønderholm og efter eksamen fra Hasseris Gymnasium og uddannet cand. mag i musik og historie, har han været ansat på Brønderslev Gymnasium siden 1986.

Læs mere om de to udgivelser i den forløbne uges trykte udgave af Nibe Avis. Her er avisen gået nærmere ind på forfatterne og baggrunden for udgivelserne.

Du kan læse de fulde artikler her … på side 12.

 

Gamle Else

Gamle Else

Else har sit helt eget kapitel i bogen Borgmesteren - rettidig omhu, som primært foregår i 1870 i Nibe. Denne artikel skal derfor mere handle om tiden før 1870.
Else Olesen er født i Sebber sogn omkring 1782. Hun var gift med fisker og senere arbejdsmand Niels Jensen som var født i Aistrup sogn i 1776.
I 1845 bor fisker Niels Jonasen og Else Olesdatter i brandforsikringsnummmer 21 på den østre side.
I 1850 boede hun hos sejlmager Jens Frederik Søndergård i den ejendom, som Johan Koldbek bebor og ejer i 1870. Manden Niels er ikke hjemmeboende på dette tidspunkt.
Parret boede i deres alderdom omkring 1860 i Sønderbomsgade i Nibe som indsiddere i Johannes Koldbeks ejendom sammen med vægter Lars Bak.
Elses mand Niels Christensen Jonassen døde 89 år gammel af alderdomssvækkelse i sommeren 1866.

Bogfestival den 8. november 2020 med Carsten Bach Nielsens roman: Borgmesteren - Rettidig omhu.

Bogfestival 2020

Søndag den 8. november 2020 er undertegnede forfatter, Carsten Bach Nielsen, på plads hos Bog & idé i Nibe klokken 12-15.

Reception

Anledningen er, at jeg skal præsentere min ny roman: Borgmesteren - Rettidig omhu, hvor handlingen er henlagt til Nibe købstad i 1870.
Jeg glæder mig som et lille barn til at præsentere bogen og til at hilse på en masse folk, som jeg kender, og sikkert en del, som jeg glæder mig til at lære at kende. Forhåbentlig har rigtig mange lyst til at deltage i dette arrangement, som Lone Haagerup fra boghandelen sammen med Bogfestivallen 2020 har sikret gennemførelsen af.

Skomagertorvet

Når man ankommer til det relativt nye butikstorv, Skomagertorvet, må man forstille sig, at hele pladsen i 1870 var dækket af huse, som lå op til Skomagergade. Hvor Bog & idé nu ligger, havde karetmager Anders Chr. Jensen netop købt både hus og grund i 1870 af den tidligere ejer snedkersvend Christen Larsen Petersen.
Karetmageren var gift med Andrea Marie Færgemann, som havde aner tilbage til den navnkundige Færgemannslægt i Valsted.
Indkørslen til Skomagertorv fra Hovvej sker direkte ovenpå det nu rørlagte, men i 1800-tallet så frygtede vandløb Tyvedalen, som dengang fortsatte over Skomagergade for at løbe forbi apoteket og rundt om kirkegårdspladsen og dernæst ud af Tyvedalsgaden for til sidst at ende i Limfjorden.

Grovsmeden Schaltz

Hvis der er kø i Bog & ide, og det håber vi bestemt, at der er, så kan man jo lige slå et smut hen på hjørnet af Skomagergade og Grystedgade.
Stiller man sig nu med ryggen til Tøjhuset, og kigger mod nord af Skomagergade, ser man skråt til højre for sig det lille hus på Skomagergade 2 og 2a. Det var i 1870 et større smedeværksted, som ejedes af Kaj Pram Schaltz, grovsmeden, som spiller en central rolle i flere af bogens kapitler. I 1870erne sad han i Nibe Byråd og endte senere som byens kæmner.

Køb første bind nu

Køb første bind af Borgmesteren her og nu, og glæd dig til fortsættelsen, som udkommer i det nye år.
Bogen kan naturligvis købes i Bog & idé eller i webshoppen, og hvis man er interesseret i forfatterens hilsen i bogen, stiller forfatteren sig hjertens gerne til rådighed.

Jeg glæder mig til, at få hilst på jer alle sammen!

På glædelig bogfestival.

Carsten Bach Nielsen

Kom og få en snak med forfatteren

Søndag den 8. november 2020 vil der i forbindelse med bogfestivallen fra klokken 12 ved Bog & idé i Nibe være mulighed for at få en snak med forfatteren, og hvis det ønskes: en dedikation i bogen.

Hvis du har tid og en god historie om byen eller andet fra Nibe, er forfatteren meget interesseret i at høre nærmere. Til gengæld kan du selv få et indblik i arbejdet med at skrive Borgmesteren - Rettidig omhu.

Bogen kan købes i Bog & idè eller på webshoppen.

Jeg håber, vi ses.

Carsten Bach Nielsen

Borgmesteren på gaden

Borgmesteren er på gaden

Så kom dagen, hvor bogtrykker Jacob Søndergaard, Nibe Avis, skrev og fortalte, at jeg nu kunne hente 1. oplag af Borgmesteren - Rettidig omhu. Det var naturligvis med stor spænding, jeg tog afsted for at hente bogen. Jeg blev ikke skuffet. Bogen levede på alle måder op til mine forventninger, og nu glæder jeg mig bare til at få den præsenteret og forhåbentlig solgt.

Romanen

Borgmesteren - Rettidig omhu er en dokumentarisk roman. Alle begivenheder er historiske facts, som er baseret på mange års research af de officielt tilgængelige kilder.

Handlingen

Bogen handler om livet i en mindre by for 150 år siden. Handlingen er primært henlagt til købstaden Nibe, men den kunne i princippet være foregået i de fleste købstæder i Danmark.

Det er en tid, hvor demokratiet har afløst enevælden, og industrien er i fuld gang med at udkonkurrere de små håndværk. Samtidigt er byen presset som limfjordskøbstad, hvis hovederhverv fiskeriet er under voldsomt pres.

Fattigdommen er allestedsnærværende og påvirker på den ene eller den anden måde alle byens indbyggere - rig som fattig. Fattigdomskonsekvenserne får i mange tilfælde alvorlige følger, som det også fremgår af flere af bogens kapitler.

Tematik og opbygning

Historiens naturlige bindeled og centrale omdrejningspunkt er en borgmester, som har det vanskelige lod, at skulle finde sig tilrette i en ny tid, hvor han presses mellem borgerskabets traditionelle konservative idealer og den gryende industrialiserings nye liberalistiske tanker. Det skaber hurtigt nogle dybe konflikter i forhold til især byens småborgerskab. Konflikterne krydres med borgmesterens helt særlige personlighed, som løbende afsløres for læseren gennem bogseriens planlagte 4-5 bøger, hvoraf den første, Borgmesteren - Rettidig omhu, udkommer i forbindelse med Bogfestivallen 8. november 2020, hvor Bog & ide i Nibe afholder reception for udgivelsen.

Hjemmesiden

Bogens hjemmeside Capire.dk indeholder ekstra materiale, som fx kort og en oversigt over persongalleriet i bogen. Forfatteren skriver løbende blogs om alt vedrørende de enkelte kapitler.
Bogen kan skaffes igennem alle lokale boghandler, ligesom den kan købes direkte på forlagets webshop.

Forfatterens baggrund

Jeg, Carsten Bach Nielsen, er født på Nyrup Mark i Sønderholm sogn den 5. oktober 1956. Jeg voksede op som næstældste søn i en børneflok på 4 på et lille husmandssted, som mine forældre senere vekslede til et gårdmandssted i Tårup i nabosognet Vokslev.

Som barn spillede jeg fodbold, og gik til svømning i den nærliggende by Nibe, hvor også min bedsteforældre boede. Især de mange sildemarkeder står fortsat som markante milepæle i min tidligste erindring om den lille by.

De første år gik jeg i Sønderholm Centralskole, men da den kun rummede de første 7 klasser, kom jeg snart til Aalborg, hvor jeg gennemførte først realskolen på den private Skipper Clement skole, som dengang lå i Rantzausgade. At skolen blev grundlagt netop i Borgmesterens periode, var jeg dengang desværre helt uvidende om.
Jeg blev i 1976 student på Hasseris Gymnasium, og efterfølgende læste jeg musik og historie på Aalborg Universitetscenter, som det dengang hed.
I 1983 afsluttede jeg mit studium som cand. mag. i de to fag og har siden 1987 undervist på Brønderslev Gymnasium og HF.

Jeg har gennem hele perioden interesseret mig for slægtshistorie, og denne interesse udviklede sig sideløbende med en musiker- og sangskriverkarriere til en større lokalhistorisk interesse, som nu er resulteret i første bind af bogserien, Borgmesteren, som udspiller sig i netop Nibe i 1870erne.

På trods af flere tidligere faglige historieudgivelser og det faktum, at jeg i år 2000 skrev og instruerede min egen musical Jomfrue Christenze, er Borgmesteren min første skønlitterære udgivelse.

Borgmesteren – Rettidig omhu, er i trykken

Endelig kom dagen, hvor romanen Borgmesteren - Rettidig omhu gik i trykken.

Processen har været lang, og vejen har til tider været besværlig, men dette har udelukkende været i forhold til praktiske teknikaliteter som uvægerlig følger med processen at oprette eget forlag.

På det indholdsmæssig plan har det hele været en kontinuerlig fuldstændig fantastisk oplevelse. Det, at se ens ide folde sig ud efter mange års arbejde på researchniveauet, er bare det hele værd.

Det næste, som venter, er promoveringen af bogen, og selvfølgelig håber jeg, at rigtig mange har lyst til at læse om det, som har optaget mig i så lang tid.

Hermed min første præsentation af Borgmesteren - Rettidig omhu. Du kan læse mere om bogen her ...