Her er en episode fra Borgmesteren - Rettidig omhu: Preetzmann. Historien beskriver en del af den begivenhed, hvor Nibe købstads nye borgmester ankommer til byen i 1870.

Av, for satan! Preetzmann vågnede ved et voldsomt bump, som havde sendt ham vandret gennem luften over mod den modsatte side af postvognen.
Beklager, den herre, men det er vejene, de er efterhånden livsfarlige at færdes på med alle de huller og ujævnheder. Der må da også snart være nogen, som tager ansvar for at får dem udbedret, råbte kusken beklagende fra bukken.
Preetzmann, der havde fået sig reorganiseret, gad ikke svare, men lænede sig i stedet ud ad vinduet for at se, hvor langt de var nået.
Men, hvor smukt og idyllisk, udbrød han spontant poetisk og afslører en dyb veneration for æstetisk nydelse ved synet, hvor der på den venstre side rejste sig en stejl skrænt og på den højre er uhindret udsigt ud over Limfjordens vande, som i dag stod blikstille uden en krusning på vandspejlet.
Ret forude kunne han se købstadens kirketårn flankeret af et par større skorstene, der vidnede om, at industrien, om end i begrænset udstrækning, også var nået til Nibe.
Efter et godt stykke tid, hvor hans fokus havde været på det litterære, var han alligevel igen blevet optaget af politikken og de administrative udfordringer som landet helt tydeligt var tynget af. Der var brug for praktisk handling og Preetzmann mente selv, at han var mand for at gå forrest i den sammenhæng.
Han var med andre ord begyndt at interessere sig for de forskellige stillingsopslag. Der var specielt én type at stillinger, som han havde tænkt sig kunne bane vejen frem, og det var arbejdet som herredsfoged eller byfoged gerne i en kombination, hvilket var blevet almindeligt de senere år.
Arbejdet lignede meget politidirektørens - bare i noget mindre målestok. Og så var det måske den jobbeskrivelse, der appellerede allermest til hans forestilling om det vigtige i at begrænse demokratiets omsiggribende svøbe.
Der var i den grad behov for nogle besindige kongetro royalister, som kunne dæmme op for det hæmningsløse decentraliserede tag selv-bord, der år for år udviklede sig både i by og på land.
Fogedjobbet var tæt knyttet til politiarbejdet, som han kendte det, og han savnede faktisk alt papirarbejdet med skøder og pantebreve og udøvelse af de i Rigsdagen vedtagne love og forordninger.
Han manglede simpelthen at have fingeren på pulsen. By- og herredsfogedjobbet omfatter ligeledes dommerområdet. Her var det en helt særlig tilfredsstillelse at kunne afgøre tvisteligheder og deciderede lovovertrædelser.
Det gav han en ganske særlig tilfredsstillelse at udmåle den retfærdige straf, og for eksempel sætte drukkenbolte og voldspersoner på vand og brød i byens arrest i to gange fem dage.
Når man så kombinerede disse opgaver, som han i den grad fandt sig hjemme i, med opgaven som borgmester, så faldt det hele ligesom i hak.
Det var efter oprettelsen af borgmesterembedet, blevet kutyme nærmest per automatik at lade byfogeden overtage også den del, i hvert tilfælde indtil videre.
Det, at være borgmester i en købstad gav langt mere magt og indflydelse end man måske umiddelbart skulle tro. Som kongeudnævnt, hvilket i praksis ville sige, at man blev udnævnt af indenrigsministeriet på kongen vegne, forventedes det, at man var var den reaktionære kraft i byrådet, at man var den, der i tvivlsspørgsmål manede til ro og eftertænksomhed.
Det var borgmesteren, som indkaldte og ledede de månedlige ordinære byrådsmøder, men han kunne også selv stille forslag og havde naturligt nok en stor indflydelse på, hvad der blev besluttet på møderne.
Med andre ord var det i disse nymodens demokratiske vildfarelsestider måske den mest faste borg, man kunne forstille sig i lokalsamfundene.
Han havde for så vidt både den lovgivende, udøvende og dømmende magt i sin hule hånd – i det mindste havde han afgørende indflydelse på alle tre områder. Det var vel den tydeligste reminiscens af den ellers aflivede enevælde.
Der var også et andet aspekt, som spillede en ikke helt uvæsentlig rolle i overvejelserne om hvilke stillinger, der skulle søges. De store stillinger i de større provinsbyer var for øjeblikket besatte, men da opslag i den lille købstad dukkede op, spillede det ind, at netop Nibe havde haft en vis betydning i hans families liv.
Faderen havde flere gange vendt tilbage til netop den by, når han de stille aftener på Lille Himmestrup ved Viborg havde underholdt børnene med anekdoter og historier fra deres farfars tid som toldkonsumptions-bestyrer i netop Nibe.
Ja, faderen Johannes var faktisk født i Nibe i 1797, så måske var det slet ikke så dårligt et sted at starte en glorværdig karriere, når det nu skulle være.
Preetzmann nåede lige at føle sig helt oplivet ved tanken, inden han resolut blev revet ud af sine dagdrømmerier.
Det er næppe sandsynligt, at vi kan køre hele vejen til posthuset, da byrådet med borgmesteren i spidsen har spærret gennemkørslen i Skomagergade på grund af reparationer på broen over Tyvedalen.
Kusken orienterede uden større beklagelse på denne måde sin passager om, at han nok kom til at gå det sidste stykke til sit bestemmelsessted.
Preetzmann drog et lidelsens suk, mens han kiggede ud på den trøstesløse lille by. Det var så her, man skulle tilbringe den kommende tid – Gud bedre det.

Du kan købe bogen, Borgmesteren - Rettidig omhu her ...