Forfatterens baggrund

Jeg, Carsten Bach Nielsen, er født på Nyrup Mark i Sønderholm sogn den 5. oktober 1956. Jeg voksede op som næstældste søn i en børneflok på 4 på et lille husmandssted, som mine forældre senere vekslede til et gårdmandssted i Tårup i nabosognet Vokslev.

Som barn spillede jeg fodbold, og gik til svømning i den nærliggende by Nibe, hvor også min bedsteforældre boede. Især de mange sildemarkeder står fortsat som markante milepæle i min tidligste erindring om den lille by.

De første år gik jeg i Sønderholm Centralskole, men da den kun rummede de første 7 klasser, kom jeg snart til Aalborg, hvor jeg gennemførte først realskolen på den private Skipper Clement skole, som dengang lå i Rantzausgade. At skolen blev grundlagt netop i Borgmesterens periode, var jeg dengang desværre helt uvidende om.
Jeg blev i 1976 student på Hasseris Gymnasium, og efterfølgende læste jeg musik og historie på Aalborg Universitetscenter, som det dengang hed.
I 1983 afsluttede jeg mit studium som cand. mag. i de to fag og har siden 1987 undervist på Brønderslev Gymnasium og HF.

Jeg har gennem hele perioden interesseret mig for slægtshistorie, og denne interesse udviklede sig sideløbende med en musiker- og sangskriverkarriere til en større lokalhistorisk interesse, som nu er resulteret i første bind af bogserien, Borgmesteren, som udspiller sig i netop Nibe i 1870erne.

På trods af flere tidligere faglige historieudgivelser og det faktum, at jeg i år 2000 skrev og instruerede min egen musical Jomfrue Christenze, er Borgmesteren min første skønlitterære udgivelse.

Udgivet i Borgmesteren, Borgmesteren - Rettidig omhu og tagget , .

Skriv et svar