Billede af Carsten Bach Nielsen som læser op af sin nye bog Borgmesteren - Rettidig omhu.

Nibe Avis skriver …

Nibe avis skriver i anledning af udgivelsen af et par lokalhistoriske artikler følgende på deres forside.

To centrale og meget lokale figurer danner centrum i hver sin nye bog, der behandler både personerne og den lokale historie i hhv. Nibe og Sebbersund.

Ny bog om PalleKristian

7. november udkommer Dorte Elkjær-Gregersen med sin fjerde bog. Endnu en gang har forfatteren kastet sig over historien om en fascinerende original fra Nibe-området
Der findes gode historier overalt omkring os, vi skal bare lytte efter. Det mener forfatteren til bogen PalleKristian – en himmerlandssærling. Dorte Elkjær-Gregersen har skrevet historien om originalen fra Sebbersund, som mange stadig kender historierne om.

Borgmesteren - rettidig omhu

Efter gennem flere år at have studeret perioden 1870 til 1880 i Nibe, hvor den første kongeligt udnævnte borgmester hed Christian Preetzmann, har Carsten Bach Nielsen, Klarup, skrevet en dokumentarisk roman, som behandler dels borgmester Preetzmann og dels samfundet i Nibe i den periode, han var borgmester.
Den nye bog udkommer 8. november.
Forfatteren Carsten Bach Nielsen er velkendt i vort lokalområde, idet han stammer fra Nyrup Mark ved Sønderholm, og efter eksamen fra Hasseris Gymnasium og uddannet cand. mag i musik og historie har han været ansat på Brønderslev Gymnasium siden 1986.

Læs mere om de to udgivelser i den forløbne uges trykte udgave af Nibe Avis. Her er avisen gået nærmere ind på forfatterne og baggrunden for udgivelserne.

Du kan læse de fulde artikler her … på side 12.

 

Kom og få en snak med forfatteren

Søndag den 8. november 2020 vil der i forbindelse med bogfestivallen fra klokken 12 ved Bog & idé i Nibe være mulighed for at få en snak med forfatteren, og hvis det ønskes: en dedikation i bogen.

Hvis du har tid og en god historie om byen eller andet fra Nibe, er forfatteren meget interesseret i at høre nærmere. Til gengæld kan du selv få et indblik i arbejdet med at skrive Borgmesteren - Rettidig omhu.

Bogen kan købes i Bog & idè eller på webshoppen.

Jeg håber, vi ses.

Carsten Bach Nielsen

Borgmesteren på gaden

Borgmesteren er på gaden

Så kom dagen, hvor bogtrykker Jacob Søndergaard, Nibe Avis, skrev og fortalte, at jeg nu kunne hente 1. oplag af Borgmesteren - Rettidig omhu. Det var naturligvis med stor spænding, jeg tog afsted for at hente bogen. Jeg blev ikke skuffet. Bogen levede på alle måder op til mine forventninger, og nu glæder jeg mig bare til at få den præsenteret og forhåbentlig solgt.

Romanen

Borgmesteren - Rettidig omhu er en dokumentarisk roman. Alle begivenheder er historiske facts, som er baseret på mange års research af de officielt tilgængelige kilder.

Handlingen

Bogen handler om livet i en mindre by for 150 år siden. Handlingen er primært henlagt til købstaden Nibe, men den kunne i princippet være foregået i de fleste købstæder i Danmark.

Det er en tid, hvor demokratiet har afløst enevælden, og industrien er i fuld gang med at udkonkurrere de små håndværk. Samtidigt er byen presset som limfjordskøbstad, hvis hovederhverv fiskeriet er under voldsomt pres.

Fattigdommen er allestedsnærværende og påvirker på den ene eller den anden måde alle byens indbyggere - rig som fattig. Fattigdomskonsekvenserne får i mange tilfælde alvorlige følger, som det også fremgår af flere af bogens kapitler.

Tematik og opbygning

Historiens naturlige bindeled og centrale omdrejningspunkt er en borgmester, som har det vanskelige lod, at skulle finde sig tilrette i en ny tid, hvor han presses mellem borgerskabets traditionelle konservative idealer og den gryende industrialiserings nye liberalistiske tanker. Det skaber hurtigt nogle dybe konflikter i forhold til især byens småborgerskab. Konflikterne krydres med borgmesterens helt særlige personlighed, som løbende afsløres for læseren gennem bogseriens planlagte 4-5 bøger, hvoraf den første, Borgmesteren - Rettidig omhu, udkommer i forbindelse med Bogfestivallen 8. november 2020, hvor Bog & ide i Nibe afholder reception for udgivelsen.

Hjemmesiden

Bogens hjemmeside Capire.dk indeholder ekstra materiale, som fx kort og en oversigt over persongalleriet i bogen. Forfatteren skriver løbende blogs om alt vedrørende de enkelte kapitler.
Bogen kan skaffes igennem alle lokale boghandler, ligesom den kan købes direkte på forlagets webshop.